Subscribe to:
Post Comments (Atom)
Cette blog est fait au honour au grand philoph perse Avicena ou Abu Ali al-Hussayn ibn Abd-Allah ibn Sina en arab
Abu Ali al-Hussayn ibn Abd-Allah ibn Sina eller Avicenas blogg
About Me
- Avicena
- Mitt egentlige navn er Reza Kheristani og jeg er fra Tatjikistan. Jeg er en av et ti-talls innvandrere fra dette landet i Norge. Norsk lærte jeg av norske misjonærer i Dosjambe, Tajikistans hovedstad. Av utdannelse har jeg en mastergrad i økonomi fra Tajik State University of Commerce i Dushanbe.
Linker
Blog Archive
-
▼
2007
(10)
-
▼
February
(9)
- Høyresiden i Norge og rødgrønn valgseier i 2009
- Høyresiden store paranoia – Venezuelas president H...
- Slik ser jeg ut og jeg er ingen andre enn Reza
- Sosialdemokrati versus konservativisme
- Vampus’ alias Heidi Nordby Lunde sin store hobby –...
- Vaskemiddel for klær kontra vaskemiddel for oppvas...
- Velkommen til Avicenas blogg
- Ytringsfrihetsfanatikerne er feige
- Nytt Høyre-byråd etter valget i 2007, pinlig for B...
-
▼
February
(9)
5 comments:
Denne logikken skjønner jeg ikke. Hvordan er man hykler i dette tilfellet?
Mener man disse republisering av disse tegningene på nettet er ytringsfrihet, da må man ta konsekvensen og se døden øynene dersom det kan bli konsekvensen. Dette tør dere ikke. Derfor er dere feiginger.
Ikke er jeg fanatiker, men risikere livet, sånn bare på en helt vanlig dag, det makter jeg ikke.
Kom til min retterplass så skal jeg smak på den moderne henrettelsmetode.
Ytringsfihet.
Gade Jensen om Carl Ploug: “Han gendrev… ikke sine Modstandere, men skældte dem ud.”
Antologien Storm over Europa. Islam - fred eller trussel? har nogle måneder på bagen. Blandt flere fremragende artikler, må fremhæves Henrik Gade Jensens knivskarpe hudfletning af den politiske korrekthed.
Spredte citater…
“Da Hørup lancerede udtrykket ‘Det jer efter anskuelser’ var det for at afvæbne den offentlige mening og vise den som et partssynspunkt og reducere den til én blandt flere mulige anskuelser. Den tids smagsdommer nummer ét, Carl Ploug, redaktør af Fædrelandet, som var datidens organ for den højeste oplysning, hånede Hørup for, at han aldrig respekterede andres holdninger, men skældte ud og moraliserede. ‘Han (Carl Ploug) har næppe nogensinde bragt det over sig selv udtrykkeligt at indrømme Tilværelsen af et Modparti. Hans politiske Kamp var ikke en Kamp Parti mod Parti, Mening mod Mening. Det var simpelt hen et Led i den evige Strid mellem godt og ondt. Og denne Kamp udfægtes ikke med Grunde mod Grunde, men med Formaninger mod Trods, med onde Grunde, med Trusler og med Straf. Han gendrev derfor ikke sine Modstandere, men skældte dem ud.‘ Sådan virker en offentlig mening. Den lever af at have moralen på sin side, og dens forvaltere behøver derfor ikke at argumentere eller begrunde, men kan leve af at udstille andres synspunkter som letkøbte, farvede, reaktionære eller det, der er værre. Og dem, der står for denne offentlige mening, kan ofte ikke indse, at deres eget standpunkt er et partsindlæg, fordi forestillingen om at repræsentere den offentlige mening gør blind og døv overfor andre vinkler og tilgange. For Carl Ploug - datidens Tøger Seidenfaden - blev alle indvendinger afvist som udtryk for ‘den plebejiske ånds onde instinkter’. Effektivt, som en slange kan lamme sit bytte med hypnotisk blik, evnede Carl Ploug i Fædrelandet i årevis at fastholde hegemoniet i dansk kultur ved at smæde modstanderne med onde ord og egen selvovervurdering. Ind til Hørup fik overtaget hegemoniet og forfulgte samme strategi.“ (s. 11f; Henrik Gade Jensen: Altid ryggen fri og hånden klar til stening)
“Som den franske filosof Jean Baudrillard har udtrykt det: ‘den politiske enighed har fortrængt ondskaben fra vores samfund, så vi har mistet vores politiske ‘immunforsvar’… Det ondes uddrivelse er blevet en tvangsforestilling hos os. Der er heri en slags Det Godes totalitarisme, eller for at sige det mindre dramatisk: i vores ønske om en altomfattende enighed ligger der en totalitær vilje. Det er et problem, fordi man ender med ikke at kunne se det onde’. Det gode bliver enighed, og det onde bliver dem, der er uenige. Og når ondt så sker, eller samfundet ikke er så godt, som det burde være, kan det ikke være de enige samfundsforbedreres skyld, men dem, der anfægter den gode tone. Deraf følger så processen mod anderledes tænkende, enten ved at lade gesandten bøde for meddelelsen eller stemple enhver kritik af totalitære systemer som antikommunisme i 1950erne, racisme i 1990erne og islamofobi i denne tid.” (s. 15; Henrik Gade Jensen: Altid ryggen fri og hånden klar til stening)
“Forfatteren Carsten Jensen hævder i sin bog Livet i Camp Eden: ‘En religion er aldrig hverken værre eller bedre end sine udøvere. Islam såvel som kristendommen kan derfor være alle mulige forskellige ting’ (s. 69). Den påstand er simpelt hen forkert. Hvis enhver kan fortolke enhver religion efter eget ønske, så kan man overhovedet ikke tale om, at en mere end 1000 år gammel religion lever videre. Så forsvinder ethvert grundlag for at tale om samme religion. Religioner er tankesystemer, som ikke blot kan fortolkes af deres udøvere, men som også kan forme og begrænse deres udøveres tankevirksomhed. Religioner kan derfor ikke restløst identificeres med deres udøvere.” (s. 38; Kai Sørlander: Islam og demokrati)
“Muhammed fordrev de jødiske stammer fra Medina. Deres gods og ejendom blev fordelt blandt muslimerne. Senere skulle jøder blive fordrevet fra store dele af Arabien, fordi det efter sigende var profetens sidste ønske. Men i det politiske spil om magten er det ikke altid nok at fordrive; dengang som i dag. Et af de største jødiske samfund i Medina blev kollektivt dømt til døden, da de ikke ville underkaste sig og omvende sig. De overgav sig i håb om nåde og barmhjertighed, men mændene og drengene, der havde nået puberteten, blev i små grupper ført bagbundne ud på byens markedsplads, hvor der var gravet store grave. På kanten af disse blev de beordret til at knæle, og så blev deres hoveder hugget af. Ifølge de muslimske kilder blev mellem 600 og 900 drenge, mænd og en enkelt kvinde massakreret i datidens Srebrenica.“ (s. 47; Kåre Bluitgen: Profetens dom)
“Umiddelbart har mange danske undret sig over, at respekt betyder så meget for muslimer. For de fleste er jo enige om, at man skal vise respekt over for alle, som fortjener respekt, uanset i hvilken kultur, de finder sig hjemme. Men man beskæftiger sig ikke så meget med den sag. Respekt opstår spontant overfor den, som er den værdig, en krævet respekt er indholdsløs. Men respekt i den traditionelle muslimske forståelse af ordet har ikke meget med spontanitet at gøre, heller ikke med gensidighed. Det er ensidige krav fra en stærk religion og kultur, for respekt har en særlig plads i den islamiske historie. I virkeligheden betyder respekt i muslimske øren ikke alene hensyntagen. Hovedbetydningen af ordet er her ærefrygt og ærbødighed (at bøje sig i ærefrygt). Det er respekt i denne forstand, som det historiske herskerfolk har krævet af alle undersåtter eller af borgere i de lande, hvor de slår sig ned. At kristne skulle kunne kræve samme respekt fra muslimer, er der derfor ingen forståelse for, hverken i deres hjemlande, eller i de lande, hvor de som indvandrere har fundet deres plads. Islam er på denne baggrund blevet det stærkest tænkelige opgør med kulturrelativismen. Den dementerer alle idealistiske forestillinger om ligestilling mellem kulturer og religioner.“ (s. 106f; Poul E. Andersen: Kulturrelativismen møder islam)
“De kulturrelative forestillinger om kulturelt ligeværd, respekt og tolerance udspringer af en drøm om idealsamfundet, der er ramme om fred og harmoni. Men dette samfund eksisterer ikke, det er utopi, og findes kun i drømmenes bevidsthed. Der skal ikke dryppes mange dråber hekseblod i vanddråben før drømmens modsætning træder endnu klarere og måske ærligere frem, i byen, i landet og i hele verden, sådanm som H.C. Andersen så den i ‘Vanddraaben’:
‘Det var gyseligt, men endnu mere gyseligt at see hvor den Ene puffede og stødte den Anden, hvor de nikkedes og nappedes, bede hinanden og trak hinanden frem. Hvad der var nederst skulde være øverst, og hvad der skulde være øverst skulle nederst. See! See! Hans Been er længere end mit! Baf! Væk med det! Der er En, som har en lille Knop bag Øret, en lille uskyldig Knop, men det piner ham, og saa skal den piine meer! Og de hakkede i den, og de trak i ham, og de aade ham for den lille Knops Skyld. Der sad En saa stille, som en lille Jomfru, og ønskede alene Fred og Rolighed. Men saa skulde Jomfruen frem, og de trak i hende, og de slede i hende og de aad hende’…” (s. 110; Poul E. Andersen: Kulturrelativismen møder islam)
”Jeg er uenig det du sier, men jeg vil inntil døden forsvare din rett til å si det”, Francois Voltaire
Å kjempe for ytringsfriheten har ingeting med å være enig eller uenig med Muhammedkarikaturer å gjøre! Det å forsvare noens rett til å karikere Muhammed, betyr ikke at vi ønsker å gjøre det selv.
Og hvor kommer dette med feighet fra? Du insinuerer at man tydeligvis utsetter seg for fare ved å bære en slik t-skjorte. Med andre ord behøves fortsatt vår kamp for ytringsfriheten!
Post a Comment